Stjerne og Bække

Den lokale avis’s anmelder Henrik Broch-Lips giver Sculpture by the Sea arrangementet 1 stjerne.
Link: http://stiften.dk/kultur/debat-en-stjerne-til-skulptur-festen
Han dømmer “candy floss” og sølle 1 stjerne.
Det er op ad bakke at være så negativ. Han ødelægger jo den gode stemning.
Den sure mand er ude af trit med virkeligheden.

De virkelige store spørgsmål er:
1. Slår vi publikumsrekorden på 600.000 besøgende fra 2009?
2. Holder det gode vejr?
3. Hvilken skulptur, synes du, er den bedste?
Og når du har bestemt dig, så diskuter det med din mor, moster, arbejdsgiver og fysioterapeut.

Jeg tager modsat anmelderen gerne de positive briller på:
1. Sculpture by the Sea er Danmarks største motionsarrangement.
2. Det er et aktiv for byen Aarhus.
3. Det er et fantastisk alternativ til tv.

Som medlem af BKU (Billekunstudvalget i Aarhus Kommune) skulle jeg have været med til at pege på 3 – 4 gode skulpturer.
Men jeg trak frinummer, da jeg var på ferie, da udvælgelsen var berammet.
Men det kunne bestemt have ladet sig gøre, – der er trods alt 65 skulpturer.

I stedet var jeg til familiefest på Fanø. Og inden da i Middelfart for at udføre nogle små reparationer på min mors hus.
Men på vejen fra Middelfart til Fanø passerer man Vejen. Og i nærheden af Vejen (det er en by) ligger Bække. Og i nærheden af Bække har Hærvejen gået.
Det ved min hustru, for hun er arkæolog. Og hun vidste også, at der skulle være opsat en midlertidig skulptur, et stykke såkaldt Land Art, i forbindelse med Hærvejen.
Efter nogen søgen fandt vi den rigtige lokalitet i forbindelse med en rasteplads. Et par dyrehegn skulle forceres, og der var den: En stor rød klat placeret midt i ingenting, mens ingen kigger på. Der er lidt fluer, og en musvåge høres i det fjerne, men ellers ingenting ud over den knoldede røde klat.
Konceptet kort fortalt: En kunstner tager en masse rødler og spreder det ud på jorden. Så tramper en uddød okserace (det er den så ikke helt!) i leret, hvorefter det transporteres til Tommerup Teglværk for at blive brændt. Farven skifter nu til rød, den farve, vi kender fra mursten. Og endelig har kunstneren – en keramiker med navnet Bente Skjøttgaard - arrangeret det hele ved Bække, i de strøg, hvor man formoder, Hærvejen, fordums tiders hovedvej, har gået.

Foto: Jan Skovgård
Udstillingen ved Bække kan ses hele sommeren. Medbring gerne en termokande kaffe. Midt imellem fluer, ler og ingenting har jeg placeret flere stjerner.

RE-thinking II

Destruktion er en del af min praksis. Sådan har det længe været.
I begyndelsen ikke selvvalgt. Men er man organiseret sådan, at materialisering er det ultimative, den implementerede tanke, og en nødvendighed i erkendelsen af mig og jer, bliver det, når tid tilsættes, til en del ting.
Er der, som i mit tilfælde, ringe eller ingen afsætning, hober det sig op.
Destruktion bliver en nødvendighed. En slags personhygiejne.

Og dér i ruinerne går man så og roder, – kinetisk og genetisk.
Intet er formuleret, men en vegeterende adfærd, hvor det konstruktive er latent og iboende. For ofte uventet, men næppe uafhængigt, sker der noget.
Et strejf af lys rammer et bøjet søm.

Link: http://www.janskovgard.dk/test53.php

RE-flower II

Med titlen refereres der til en tilsvarende serie fra sidste år (2010).
Dengang følfod, nu rød hestehov.

Årstiden er den samme.
Lokaliteten er den samme.
Der er meget, der er det samme.

Det vælter op af jorden, og man skal ikke kigge den anden vej ret længe, for at man ikke når at opfatte det.
Og chancen er forpasset.
Det er smukt og uhyggeligt på samme tid.

Der er gået et år.
Som det ses, maler jeg stadig, men alle andre steder end på lærredet.
Det hvide forbliver hvidt.
Mens alt det andet er under forvandling.

Tæt på er det nyt.
På afstand, – det samme.

Link: http://www.janskovgard.dk/test52.php

Inhabil

I Viborg skal de have et nyt rådhus. Og der er fundet en billedkunstner, der skal stå for den udvendige udsmykning.
Men måden, hvorpå denne procces er blevet håndteret, har affødt kritik.
Reference: Kunstportalen Kunsten.nu. Link: http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?viborg+raadhus+kjell+nupen+jeppe+hein

Jeg vil her forsøge at udfolde, hvordan en tilsvarende opgave ville have været håndteret i Aarhus Kommune.

Der vil altid, når vi taler om beløb over 300.000 kr., være tale om en konkurrence (3 – 4 deltagende kunstnere).
Og det vil ikke være arkitekten, der peger på, hvilke kunstnere, der skal deltage i konkurrencen. Men derimod billedkunstudvalget (BKU), der er et armslængde-organ under Kulturforvaltningen.
I BKU sidder der 3 lokale kunstnere udpeget af Rådmanden.

Det er bygherre (kommunen), der udskriver konkurrencen, og det er bygherre, der i sidste ende træffer afgørelsen.
Men afgørelsen har afsæt i et bedømmelsesudvalgs indstilling, hvor arkitekt, BKU og evt. brugerrepræsentant har sæde.
Det fremgår altid af konkurrencebetingelserne, hvilken vægtningsprocent den billedkunstneriske kvalitet har, i relation til de andre ønsker og hensyn, der måtte være.

Århus Kommune har udøvet denne armslængde-praksis i 10 år, og jeg kan kun opfordre Viborg Kommune til at kigge på disse erfaringer.
Jeg sidder på tredje år i BKU (det sidste, så skal jeg afløses), og i min tid har jeg deltaget i op mod 30 udsmykninger i forbindelse med nybygning, hvoraf 6 har været konkurrencer, og hvor den største har et anlægsbudget på 900 mio. kr. resulterende i ca. 9.000.000 kr. til den billedkunstneriske udsmykning.

Århus Kommunes politiske beslutning om at implementere et armslængde-princip har bevist i praksis at være en hensigtsmæssig løsning, både i forhold til det svære spørgsmål: Hvad er kunstnerisk kvalitet? Men også som værn imod mistanke om nepotisme.

Armslængde-princippet er ikke en garanti for kvalitet.
Armslængde-princippet er ikke en garanti for, at nepotisme ikke kan forekomme.
Men det er en konstruktion, der øger chancen for et resultat, der viser sig at have kunstnerisk kvalitet, samtidig med at risikoen for inhabilitet mindskes.

Nøgleordet er her gennemsigtighed. Åbenhed omkring processer og beslutninger og en konstant synliggørelse af opgavefordelingen (hvem har hvilken kasket på).

Foran regnbuen

På vedhæftede foto ses den nye regnbue på toppen af Aros.
Men det er nu ikke den, det her skal handle om, – men derimod den store grønne ting i forgrunden.

Hvad er dette? (Som Piet van Deurs ville spørge …)
Det ligner en skulptur.
En skulptur ud af den britiske tradition med Anthony Caro, Richard Deacon m.fl.

Jeg har forhørt mig lidt omkring …
Nogen mener, den er et levn fra en festuge.
Andre, at den landede i forbindelse med Sculpture by Sea arrangementet i 2009.
Jeg har også forhørt mig på Aros, men derfra er meldingen: Fisk!

Nu sidder jeg også i et udvalg under Aarhus Kommune, Billedkunstudvalget.
Udvalget har bl.a. til opgave at bistå i forbindelse med opstilling af kunst i det offentlige rum.
Her har den aldrig været på dagsordenen.

Men der er alligevel dukket lidt op:
Den store grønne ting skulle være produceret af en vindmøllevirksomhed, som hed Skykon. Virksomheden er for nylig gået konkurs, men på en auktion i den forbindelse skulle den store grønne ting have opnået hammerslag på kr. 100.000.

Men hvem er så ejeren?
Og hvordan er den havnet permanent i det offentlige rum?

Ser vi på placeringen, – græsplænen imellem Aros, Musikhuset og Rådhuset (Det er ikke Bermuda-trekanten for der har store ting det med at forsvinde), – så står den tættest på Rådhuset.

Mon ikke også det er der, vi skal finde svaret?
Ikke svaret på, hvad der ligger for enden af regnbuen, for det ved vi alle. Der ligger en skat
Men hvad er det, der ligger foran regnbuen?

Inge Ellegaard præsenterer nye værker …

I Århus Stiftstidende kunne man torsdag den 24. marts læse en omtale af udstillingen The Power of Flowers hos Lauritz.com i Egå.

Omtalen er bemærkelsesværdig på flere måder.

1. Lauritz.com er med showrooms spredt ud over det ganske land og deres online auktion over samtidsbilledkunst et relativt nyt koncept, der har positioneret sig på den danske kunstscene. Måske Lauritz.com er mere signifikant end ved første øjekast. Det vil jeg skrive om i et kommende indlæg.

2. Århus Stiftstidende er desværre ikke tilsvarende signifikant, – måske for AGF Fodbold, men ikke for billedkunstmiljøet.

I den nærværende omtale står der om de 5 udstillende kunstnere:
”Alle tilhører de eliten af kvindelige samtidskunstnere med Inge Ellegaard som spydspids. Hun udstiller helt nye værker.”
En uheldig formulering …
Jeg mener, at Inge Ellegaard døde sidste år.
Og de udstillede værker er fra slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne.

3. Inge Ellegaard var en signifikant og bemærkelsesværdig billedkunstner.
Jeg ejer ikke andre billedkunstneres værker. Lad os kalde det et princip.
Men Inge Ellegaard kunne være undtagelsen.

Still Walking



Katja Bjørn: Still Walking, en solo udstilling hos Charlotte Fogh Contemporary
Fernisering: Lørdag den 19. marts kl. 14

Titlen Still Warking klinger bekendt, som var det et begreb, – og så alligevel ikke, for hvad betyder det?
Måske det bekendte stammer fra begreber som still standing og dead man walking.
Still standing + dead man walking = still walking

Still standing betyder, at man stadig lever på trods af alt, – underforstået, at det er lidt ude af egne hænder, i Guds hænder. Man lever.

Dead man walking betyder, at man skal dø – lige om lidt. Og den kendsgerning er også ude af egne hænder, i samfundets hænder. Dead man walking er det, der bliver råbt, når en fange på dødsgangen går den sidste tur fra cellen til henrettelsen. Man dør.

Foto fra invitationen

Katja Bjørn arbejder med en hybrid, som er blevet kaldt videoskulptur.
En kombination af video og skulptur. Et greb, der forekommer økonomisk helt ned på det funktionelle plan.  Skulpturen er staffeli eller indpakning for videoen, der så takker tilbage ved at inkludere eller referere til det skulpturelle. Der er tale om en relation, en gensidig afhængighed.
Og sådan har de hinanden på rejsen, konkret fra sted til sted i alle mulige kontekster eller i overført betydning: Som berettigelse eller argument.