Udsyn (Looking Out)

Se ud ad dit vindue. Dette er en øvelse. Hvis du har en udsigt, se venligst bort fra, at det er en udsigt, du kender. Forestil dig, at det er allerførste gang, du kigger ud og ser denne udsigt.
Til trods for at du nu aldrig har set denne udsigt, er den næppe voldsomt overraskende.
Du kender ikke lige denne specifikke udsigt, men der er alligevel ikke noget, du ikke kender.
Du ser noget, du aldrig har set før, – og alligevel ikke: Udsigten består jo af lutter velkendte elementer. Hvis man tager bestanddelene én for én, er det ikke ukendt land, – du har set det hele før.

Det er sådan, jeg har det det med billedkunst.

Men nu tilbage til øvelsen: Du kigger ud ad vinduet. Det, du ser, kan du vælge at opfatte som overvejende positivt eller det modsatte og alt derimellem. Det afhænger af øjnene, der ser, som man siger. Du kan vælge at hæfte dig ved den store himmel, de orange tage, eller bare alt det grønne. Et positivt syn.
Men du kan også vælge at hæfte dig ved, at det regner for du-ved-ikke-hvilken dag i træk, og at der ikke sker en skid. Et negativt syn.
Men også det selv samme element vil kunne opfattes både positivt og negativt: Den nypløjede jord kan opfattes som gold, stillestående og deprimerende. Men man kan også se den samme jord som en fundamental urkraft, hvor de brune nuancer kommunikerer noget varmt, solidt og jordbundet. Man kan sige, at ens mind-set forandrer virkeligheden.

Sådan kan jeg have det med kunst. Sådan har jeg det med billedkunst. Det meste. Jeg kan mene ét – og i det næste øjeblik noget andet.
Den, der siger, at billedkunst kan besidde eviggyldige kvaliteter, kvaliteter, der vil kunne eksistere på tværs af kultur og tid, lyver. Du er en løgner. Kunst er dynamisk lig udsigten fra vinduet, og det er mig, beskueren, der bidrager med dynamikken.

Tilbage til øvelsen: Forestil dig nu, at der løber en ræv forbi, måske hen over en mark.
Du får en noget uventet oplevelse. Du ”vågner”. Ikke, at du ikke har set en ræv før, det sker bare langtfra hver dag.

Sådan kan jeg have det med billedkunst, og jeg ved aldrig, hvornår det sker. Det kan ske i det lokale galleri, medieret via internettet, eller på den stort anlagte udstilling på et museum. Det er en oplevelse, der ikke er bundet til en bestemt kunstner. Snarere bundet til et enkelt værk, der kan stamme fra rigtigt mange forskellige kunstnere, store og små, selvom jeg vil imødekomme med, at der måske er en tendens til, at nogle kunstnere hyppigere slipper ”en ræv” løs end andre.

Min pointe er, at vi bør hædre værket og ikke kunstneren. I dag gør vi det modsatte, hvilket resulterer i persondyrkelse og et marked, der ikke prissætter værker efter kvalitet.

Tilbage til udsigten: Forestil dig nu, at der lunter en bjørn forbi. What?! Her lever ingen bjørne, men det er en bjørn. Dette er sjældent. Ikke fysisk umuligt (den kunne være svømmet over fra Sverige), – men meget sjældent. Bjørnen har din fulde opmærksomhed. Din puls er højere, og du ænser ikke tid og sted.

Der går år imellem, at jeg ser en ”bjørn” i billedkunst, Men jeg tror, det skete for et par uger siden. Og det var ”en digitalt medieret bjørn”. Det skete på en af Sotheby’s auktioner, hvor et værk af Banksy makulerede umiddelbart efter hammerslag og utilsigtet gik i stå midtvejs.
Men jeg er naturligvis usikker her: Skete det virkeligt, eller var det et PR-stunt, Fake News? Og var det nu en bjørn? Måske var det snarere en stor ræv, – lad os kalde det ”en ulv”.
Men jeg kan godt nævne eksempler, der for mig helt sikkert er bjørne: Marcel Duchamp’s Fountain, som bl.a. kan ses på Moderna Museet i Stockholm, og Piet Mondrian’s værk med titlen ” Broadway Boogie Woogie” som kan ses på MoMA, NYC, og endelig Olga Rozanova’s radikale maleri ”Green Stripe” fra 1917.
Min pointe her er, at ”bjørne” er relateret til en kunstværk snarere end en kunstner.

Men bjørne, ulve og ræve til side: Det centrale er, at kunst i højere grad bør opfattes som en dynamisk størrelse, hvor den, der ser, er dynamikken.

Jeg oplever også, at der er en tendens til at betragte kunstens værdi som relateret til en person, nemlig kunstneren. Kunstneren med sin produktion af værker, hvor det ofte er dem, der endnu ikke er produceret, de næste værker, der er de mest ”interessante”. De andre er jo afhændet og solgt, og hvis ikke: hvorfor så beskæftige sig med dem? Det bliver kunstneren, der skal kommunikeres.
Kunstner -> værk -> værdi for mig.
Her kunne jeg godt tænke mig, at dette blev vendt på hovedet:
Værdi for mig -> værk -> kunstner.
Jeg ønsker at hædre kunstværket og ikke kunstneren. Og når værket mister værdi, for det gør det, bør det kunne kasseres. Vi har ting nok.
Som beskrevet i indledningen: Udsigten kan være den samme, men vores tilgang er dynamisk. Vi bør hylde denne erkendelse og hylde denne dynamik. Kun ved at erkende kan vi arbejde med vores tilgang. Og det er tilgangen, ”positiv” eller ”negativ”, der langt hen ad vejen afgør, om der er tale om god eller dårlig kunst. Dette er en faktor, der er overset, – mega.

December, 2018
Jan Skovgård

Advertisements
Posted in Uncategorized | Tagged | Leave a comment

ROOMA – Show 3

Med den tredje i en række af udstillinger i ROOMA har jeg udviklet et udstillingskoncept, hvor lokalerne både er et privat hjem og et offentligt udstillingsrum. Lokalerne har to lag.
Der er bygget et indre skelet af lister, der fungerer som udstillingsrum, mens der udenom stadig er alt det, man normalt forbinder med en privat bolig, – spisebord, sofa, tv osv.
Skelettet er udformet, så udstillingen ikke forhindrer de aktiviteter, der forbindes med et hjem, samtidig med at det private hjem ikke forhindrer, at der afholdes en udstilling.
Jeg er meget tilfreds 😊

På den aktuelle udstilling i ROOMA er der inddraget to rum med værker, der spænder over små 30 år.

ROOM 1: The Permanent Collection. Paradox Pictures, 1989/90

I perioden 1989-91 foretog jeg flere rejser til kunstmuseer og samlinger over hele Europa.
”Fra Louisiana i Humlebæk til Pradomuseet i Madrid. Fra Uffizierne i Firenze til Tate Gallery i London”, som det står skrevet i kataloget ”The Permanent Collection. Paradox Pictures” fra 1991 (note 1).
Jeg fotograferede mellemrummene mellem museernes værker. I det omfang museernes værker tangerede min fotooptagelse blev de skåret fra. På den vis var mit værk på samme tid både frisat fra og formet af en tradition, en kulturarv. Deraf også titlen på projektet.

ROOM 2: RE-tour, 2018

Nu, mere end 25 år efter de første rejser, er jeg igen taget på en tur.
Jeg har genbesøgt kunstmuseer. Men denne gang er jeg ikke gået ind, – jeg er gået rundt om. Her har jeg plukket, hvad jeg kunne finde af blomster og planter. En buket.

[1] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5
[2] T.P.C. Revolver, Husets Forlag, 1992, ISBN 87-7483-295-6
[3] The Grand Tour, Husets Forlag, 1994, ISBN 87-7483-321-9

 

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Jardin des Plantes

August Strindbergs tekst ”Jardin des Plantes II” fra 1896 er nu blevet oversat til dansk af Klaus Marthinus og udgivet på forlaget Arkhest (note 1). Forsidebilledet er et foto fra Kamille-serien (note 2).
jardin-des-plantes 2
[1]: https://www.arkhest.dk
[2]: Kamille (no. 5), 2017, https://www.janskovgard.dk/wordpress/?cat=40

Posted in Uncategorized | Leave a comment

RE-tour, 2018

I perioden 1989-91 foretog jeg flere rejser til kunstmuseer og samlinger over hele Europa.

”Fra Louisiana i Humlebæk til Pradomuseet i Madrid. Fra Uffizierne i Firenze til Tate Gallery i London”, som det står skrevet i kataloget ”The Permanent Collection. Paradox Pictures” fra 1991 (note 1).

Jeg fotograferede mellemrummene mellem museernes værker. I det omfang museernes værker tangerede min fotooptagelse blev de skåret fra. På den vis var mit værk på samme tid både frisat fra og formet af en tradition, en kulturarv. Deraf også titlen på projektet.

Men mit arkiv af fotos fra disse rejser dannede også grundlag fra andre af mine projekter. Projektet T. P. C. Revolver fra 1992 (note 2) og ikke mindst de samplede mesterværker fra projektet The Grand Tour fra 1994 (note 3).

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterfølgende gik ned med flaget. Og jeg slog i 2004 en af de kolbøtter, hvor man ikke selv er herre over, om man lever eller dør.

Nu, mere end 25 år efter de første rejser, er jeg igen taget på en tur.
Jeg har genbesøgt kunstmuseer. Men denne gang er jeg ikke gået ind, – jeg er gået rundt om. Her har jeg plukket, hvad jeg kunne finde af blomster og planter.
En buket.

Museun of Fine Arts, Ghent (red, yellow), 2018

Museun of Fine Arts, Ghent (red, yellow), 2018

Link til flere fotos fra serien RE-tour: http://www.janskovgard.dk/wordpress/?cat=48
Link to description in English: http://www.janskovgard.dk/pdf/RE-tour-eng.pdf

[1] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5
[2] T.P.C. Revolver, Husets Forlag, 1992, ISBN 87-7483-295-6
[3] The Grand Tour, Husets Forlag, 1994, ISBN 87-7483-321-9

 

 

Posted in Uncategorized | Leave a comment

ARoS (blue, black, blue), 2018

Kender du ARoS? Hvis ikke, vil jeg skønne, at det ikke rigtigt giver mening, at du læser videre.
Kunstmuseet ARoS ligger centralt placeret i Aarhus lige ved siden af byens musikhus. Forgængeren for ARoS hed Aarhus Kunstmuseum og lå i Vennelystparken. Da jeg midt i 80’erne flyttede til Aarhus, havde jeg min gang dér, – mit liv har på godt og ondt længe været viklet ind i billedkunst.

På det gamle kunstmuseum i Vennelystparken har jeg bl.a. udstillet en seng med en opredning, hvor et værk fra serien The Grand Tour (note 1) var trykt på dynetøjet.

Jan Skovgård The Grand Tour

The Grand Tour, Aarhus Kunstmuseum, 1994

Det var også her, jeg i 1989 for første gang foretog en optagelse med mit kamera af mellemrummet imellem nogle af museets værker. Jeg fotograferede noget i nærheden af museets værker. I det omfang, museets værker tangerede mit foto, klippede jeg dem fra.
På den måde opstod der et værk, der både er frisat fra kulturarven og samtidig formet af selv samme. Serien hedder The Permanent Collection. Paradox Pictures (note 2).

Med det i tankerne gik jeg for nogle uger siden en tur. Det var under Festugen i Aarhus. Jeg gik en tur rundt om Aros. Jeg gik ikke ind, men rundt om.
Hér plukkede jeg en buket bestående af, hvad jeg kunne finde af blomster og planter. Gul høstborst, ildtorn, røllike og andet godt. Alt sammen holdt sammen af tape i farverne blå og sort.

Aros (blue, black, blue)

ARoS (blue, black, blue), 2018

På min vej rundt passerede jeg også et indhegnet område med den største samling af hoppeborge, jeg nogensinde har set. Lige ved siden af ARoS.
Dér gik jeg heller ikke ind.

[1] The Grand Tour, Husets Forlag, 1994, ISBN 87-7483-321-9
[2] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5

Posted in Uncategorized | Leave a comment

REFUSAL

Her dagen før åbningen af min udstilling i ROOMA har jeg modtaget et afslag fra Statens Kunstfond på produktionsstøtte.
Afslaget er begrundet med manglende kunstnerisk kvalitet. Se note nedenfor.
Nu er det ikke første gang, jeg får et afslag. Og heldigvis har jeg overskud til at udstille deres afgørelse.
Det skal stå klart, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg i mine øjne udviser en manglende indsigt og dømmekraft.
😊
Best, Jan

refusal

Begrundelse for afslaget:
Projektstøtteudvalget for billedkunst har foretaget en prioritering og valgt at imødekomme de ansøgninger, de vurderer bedst lever op til puljens krav om kunstnerisk kvalitet.
Når udvalget vurderer kunstnerisk kvalitet, lægger de vægt på om det ansøgte projekt udviser et professionelt og reflekteret forhold til idé, medie, kontekst, historie og samtid. Dette skal omsættes i et overbevisende og originalt værk.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

RE-flower 10 (extra no. 3), 2018

Min chef har sagt op!
Det er ikke mit ønske, men sådan er det. Akademiet afholder en afskedsreception, og i den forbindelse vil jeg gerne give ham en buket.
Hvis der er noget, der har kendetegnet min chef i den relativt korte tid, han har været chef, så er det, at der har været fart på. Han har det lange lys tændt.
Derfor er denne buket blevet til underlagt en forudbestemt regel: Ingen plante eller blomst må plukkes, mens jeg står stille.
Denne betingelse resulterede i, at jeg har prøvet at samle lidt grøftekant, mens jeg cyklede.
Det lyder lettere, end det er. Kører man for stærkt, får man ikke fat i noget, og det er bestemt ikke uden risiko for styrt. Man kan slå sig på planter, der står stille.
Det ved min chef, og jeg lærte det hurtigt 🙂
Man er nødt til at sætte farten ned, og selv der er det en udfordring. Nogle gang får man kun fat i 10 cm, andre gange et helt strå af græs med rod og det hele.

RE-flower- Niels

RE-flower 10 (extra no. 3), 2018
Posted in Uncategorized | Leave a comment