Det ligner en bro. Men det er nu bare mig, der har skubbet til mit materiale (note 1) med min kaffekop. En omvendt kaffekop. Men hvis det er en bro … har man aldrig opført en bro uden, at den skulle forbinde noget … og uden, at der var et behov for at kunne krydse over. Og hvis det er en bro … hvad kunne det så være, der skulle forbindes? Hvor der var et behov for at kunne krydse? Det kunne være fra angst og usikker til tryg, fra fucked til frelst, fra syg til rask, fra selvtilstrækkelig til empatisk, fra rådvild til erkendelse, fra enfoldig til oplyst, fra novice til mester, fra fattig til rig, fra fiasko til succes. Men nu er der lige det med broer: De er ikke semipermeable … trafikken kan også gå den anden vej. Note 1: Gyvel, syren, raps, tulipan, mælkebøtte, lupin og kulsukker …
Ps: Det ligner en bro … men det er en hat 🙂
RE-flower 24 (hat no. 1b), 2023 UV-print på alu-plade, 100 x 100 cm
I serien RE-flower 22 fra sommeren 2022 introducerede jeg det gule blad fra planten Engletrompet: ”… Men nu og da sker det, at et blad ændrer farve … fra grønt til gult. En smuk gul. Når det gule blad giver slip og falder ned … samler jeg det op.” Og videre: ”… har jeg brugt trompetblomstens gule blad som lærred. Jeg maler og tegner, hvor jeg lægger ud med at følge bladets tegning … som måske afløses af en mere fri leg.” I den aktuelle serie, RE-flower 23, er jeg fortsat ud ad den tangent … I mine hænder får det gule blad et efterliv … Det får en ny chance. Det samme gør jeg 🙂
RE-flower 23 (no. 2b), 2023 Maleri, tegning, print på papir monteret på lærred, 100 x 100 cm
I min have … græsset gror. Det har det ikke gjort længe. Hvor længe? Ja, det kan jeg ikke sige præcist … men det er den tid, vi i Danmark kalder vinter. Det er den mørke tid. Når jordtemperaturen kommer under 7-8 grader celsius, holder græsset op med at gro. Det går ikke til … det går i dvale. Sådan har jeg det også. Når lyset forsvinder, og det bliver vinter, går jeg i stå. I den tid famler jeg lidt med en dagslyslampe, mens det meste foregår i slowmotion og med en underdrejet bevidsthed som en anden zombie. Det ved jeg … men først nu, hvor lyset er tilbage. Og græsset gror. Billedanalyse: Eksistensen udfordres, når det ydre lys kommer, er kommet, og det indre lys endnu ikke er der. Disclaimer: I fremstillingen af denne mini-serie er der ikke anvendt nogen form for kunstig intelligens (AI) … græs er græs, og gummibånd er mig.
Grass (no. 2), 2023 UV-print på alu-plade, 100 x 100 cm
I denne serie har jeg brugt trompetblomstens gule blad som lærred. Jeg maler og tegner, hvor jeg lægger ud med at følge bladets tegning … som måske afløses af en mere fri leg 🙂
Ovenstående er taget fra min beskrivelse af RE-flower 22 serien. I den aktuelle serie, Angel’s Trumpet, har jeg taget og genbrugt de bemalede områder fra RE-flower 22 serien … i nye kompositioner. Det man ser er lige dele blad og mig. En relation, som jeg holder meget af … og som jeg stadig forsøger at forstå. De nye kompositioner er støttet af et tegnet og malet grid … en slags support. Angel’s Trumpet er den første serie siden udgivelsen at bogen RE-flower 2, der omhandler min kunst i perioden 2019-23.
Angel’s Trumpet (no. 1), 2023 Maleri, tegning, print på papir monteret på lærred, 100 x 100 cm
Min næstældste datter, Mai, er blevet gift. Og jeg fik brudebuketten med et ønske om, at jeg kunne trylle den til et billede. Kære Mai og Morten. Tillykke 🙂
I 2018 udførte jeg en serie værker, der alle havde afsæt i rejser og besøg til kunstmuseer rundt omkring i Europa. ”Besøg” er måske så meget sagt, for jeg er ikke gået ind på museet, – jeg er kun gået rundt om. Her har jeg plukket, hvad jeg kunne finde af blomster og planter og efterfølgende arrangeret disse i en samling. En buket. Serien hedder RE-tour og titlens præfiks henviser til tilsvarende rejser, som jeg foretog i årene 1989-92, hvor jeg besøgte kunstmuseer og samlinger over hele Europa. ”Fra Louisiana i Humlebæk til Pradomuseet i Madrid. Fra Uffizierne i Firenze til Tate Gallery i London”, som det står skrevet i kataloget ”The Permanent Collection. Paradox Pictures” fra 1991 (note 1). Dengang gik jeg ind på museerne og fotograferede mellemrummene mellem museernes værker. I det omfang, museernes værker tangerede min fotooptagelse, blev de skåret fra. På den vis var mit værk på samme tid både frisat fra og formet af en tradition, en kulturarv. Deraf også titlen på projektet: T.P.C. Paradox Pictures. Nu har jeg igen været på en rejse. Denne gang til Frankfurt am Main, hvor en ven havde inviteret mig med til en større udstilling af Marcel Duchamp. I den forbindelse så jeg mit snit til også at runde Städel Museum og udvide RE-tour serien med endnu en buket. Den er smuk.
[1] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5
RE-tour: Städel Museum, Frankfurt am Main (white), 2022 Print på alu-plade, 60 x 60 cm
”Make a U-turn… ”. Det siger damen i min GPS, når jeg er kørt forkert … og derfor skal vende om. En situation, der sikkert er kendt for de fleste … og en situation, der er ledsaget af negative tanker og kropsstress … for det kan betyde, at man på vej fra A til B er blevet unødigt forsinket … og det er jo aldrig rart. Så det er ikke dette U-turn, jeg har i tankerne … Se bort fra de negative konnotationer … lad al stress sive … få hovedet på plads, så det sidder rigtigt på kroppen: Det må være muligt at vende om og gå tilbage ad det spor, vi kom … og finde noget brugbart …
For en del år siden erhvervede jeg en trompetblomst, også kaldet engletrompet. Den var så gammel, at den var blevet til et træ. Den tidligere ejer var træt af at slæbe den ud og ind, da den ikke tåler frost. Den gror normalt under mere sydlige himmelstrøg, – jeg har set den i Grækenland, mens Wikipedia siger, den stammer fra Sydamerika.
Hvert efterår styner jeg moderplanten for årets nye skud, der kommer i en spand med vand, og når foråret kommer, har skuddene fået lange hvide rødder, og de kan derefter plantes ud. På den måde har jeg fået generationer af trompetblomster.
Får planten rigeligt med vand, kvitterer den med store gule blomster, der afløser hinanden henover hele sommeren og langt ind i efteråret. Blomsten dufter dejligt. Bladene er grønne, og de kan blive meget store.
Men nu og da sker det, at et blad ændrer farve … fra grønt til gult. En smuk gul. Når det gule blad giver slip og falder ned … samler jeg det op. I denne serie har jeg brugt trompetblomstens gule blad som lærred. Jeg maler og tegner, hvor jeg lægger ud med at følge bladets tegning … som måske afløses af en mere fri leg 🙂 Rød, blå og grøn.
RE-flower 22 (no. 1), 2022 Print på papir, 40 x 40 cm
Jeg bor ude på landet, hvor vi har fjernsyn. Fjernsyn forstået på den måde, at vi i bogstavelig forstand kan se langt. For enden af udbygningen på min ejendom har jeg et orangeri, hvor jeg kan sidde og se ud over markerne mod syd. Det er der, denne serie er blevet til. Det er et landskab med land, vand og himmel. Et landskab, jeg har fået øje for i takt med, at min rastløshed er blevet mindre. Jeg ligger og sidder mere … Det er et landskab, der er vågnet i takt med, at jeg har mistet muskelmasse. Et landskab med horisontale linjer. Ser du kun vertikale linjer, er det, fordi du står op … Du skal ligge ned … og bedst på højre side 🙂
RE-flower 21 (no. 3), 2022 Print på Aludibond, 110 x 110 cm
Med denne serie åbner jeg op for noget, et ikke så synligt spor, som jeg har haft gang i længe. Meget længe … i årtier. Forløberne er mine re-paintings fra ‘80-erne og ‘90-erne, hvor jeg gen-malede tidlige værker. En slags generationsarbejde: Med afsæt i og henvisning til noget gammelt opstår der noget nyt, der så igen kan blive genstand for noget, der er endnu nyere (note 1) . Den aktuelle serie … og det, den repræsenterer, har været i mine tanker siden mit traume i 2004 … og i og for sig også før. Og jeg har i det private gjort mange tilløb og forsøg på at få det ud over rampen. Jeg er bare ikke lykkedes med at finde den rette form. Nu vover jeg det ene øje, som man vist siger, når man er lige dele usikker og sikker … Seriens omdrejningspunkt er relationer og support. To ord, to begreber, som jeg er glad for, og som jeg igen og igen finder i meget af det, jeg synes, der er værd at tale om. Men serien er også en henvisning til mine værker fra slut ‘80-erne og begyndelsen af ‘90-erne. Værker, som ikke har fået den opmærksomhed, som jeg tillægger dem. Man siger, at tiden er den bedste måde at sortere på … hvilket jeg er enig i. Men på trods af, at der er gået 30 år, står den periode i mit liv som den mest vitale … for mig. En periode, hvor min ambition var at tilføje til kunstens historie … intet mindre. Sådan gik det ikke … i takt med min nærmest ret vilde arbejdsiver og de resulterende landvindinger, hvor jeg hverken kiggede rundt eller tilbage … oplevede jeg i momenter en lykkefølelse, men også en snigende følelse af at være havnet et sted, hvor jeg var ret alene. Alene med en kunst, der blev mødt med stilhed. Jeg gik ned med flaget … og resten er beskrevet indgående andetsteds … igennem hele mit RE-flower projekt (note 2). Min ambition med denne serie er tosporet: Dels ønsker jeg at forfølge, om det er muligt at blomstre igen … om det er muligt for mig kunstnerisk at nå på omdrejningsniveau med, hvor jeg var engang. Deraf RE-flower. Dels ønsker jeg at henlede opmærksomheden på nogle tidlige værker, som jeg stadig holder meget af, og som jeg den dag i dag stadig tror på besidder nogle kvaliteter. Både på det personlige plan, og i relation til kunstens historie. Hvad angår det sidste: Her er vi muligvis ikke enige, … men sådan er kultur 🙂 … Hvert værk i serien RE-late bærer en titel, der refererer til det iboende tidligere værk. Et tidligere værk, der kan være repræsenteret ved et enkelt element, en svag skygge eller bare et bagvedliggende layout, der ikke umiddelbart er synligt. Derudover er der formuleret en kort beskrivelse af referencen og de tilhørende intentioner, som jeg husker dem.
janskovgard 