I 2018 udførte jeg en serie værker, der alle havde afsæt i rejser og besøg til kunstmuseer rundt omkring i Europa. ”Besøg” er måske så meget sagt, for jeg er ikke gået ind på museet, – jeg er kun gået rundt om. Her har jeg plukket, hvad jeg kunne finde af blomster og planter og efterfølgende arrangeret disse i en samling. En buket. Serien hedder RE-tour og titlens præfiks henviser til tilsvarende rejser, som jeg foretog i årene 1989-92, hvor jeg besøgte kunstmuseer og samlinger over hele Europa. ”Fra Louisiana i Humlebæk til Pradomuseet i Madrid. Fra Uffizierne i Firenze til Tate Gallery i London”, som det står skrevet i kataloget ”The Permanent Collection. Paradox Pictures” fra 1991 (note 1). Dengang gik jeg ind på museerne og fotograferede mellemrummene mellem museernes værker. I det omfang, museernes værker tangerede min fotooptagelse, blev de skåret fra. På den vis var mit værk på samme tid både frisat fra og formet af en tradition, en kulturarv. Deraf også titlen på projektet: T.P.C. Paradox Pictures. Nu har jeg igen været på en rejse. Denne gang til Frankfurt am Main, hvor en ven havde inviteret mig med til en større udstilling af Marcel Duchamp. I den forbindelse så jeg mit snit til også at runde Städel Museum og udvide RE-tour serien med endnu en buket. Den er smuk.
[1] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5
RE-tour: Städel Museum, Frankfurt am Main (white), 2022 Print på alu-plade, 60 x 60 cm
”Make a U-turn… ”. Det siger damen i min GPS, når jeg er kørt forkert … og derfor skal vende om. En situation, der sikkert er kendt for de fleste … og en situation, der er ledsaget af negative tanker og kropsstress … for det kan betyde, at man på vej fra A til B er blevet unødigt forsinket … og det er jo aldrig rart. Så det er ikke dette U-turn, jeg har i tankerne … Se bort fra de negative konnotationer … lad al stress sive … få hovedet på plads, så det sidder rigtigt på kroppen: Det må være muligt at vende om og gå tilbage ad det spor, vi kom … og finde noget brugbart …
For en del år siden erhvervede jeg en trompetblomst, også kaldet engletrompet. Den var så gammel, at den var blevet til et træ. Den tidligere ejer var træt af at slæbe den ud og ind, da den ikke tåler frost. Den gror normalt under mere sydlige himmelstrøg, – jeg har set den i Grækenland, mens Wikipedia siger, den stammer fra Sydamerika.
Hvert efterår styner jeg moderplanten for årets nye skud, der kommer i en spand med vand, og når foråret kommer, har skuddene fået lange hvide rødder, og de kan derefter plantes ud. På den måde har jeg fået generationer af trompetblomster.
Får planten rigeligt med vand, kvitterer den med store gule blomster, der afløser hinanden henover hele sommeren og langt ind i efteråret. Blomsten dufter dejligt. Bladene er grønne, og de kan blive meget store.
Men nu og da sker det, at et blad ændrer farve … fra grønt til gult. En smuk gul. Når det gule blad giver slip og falder ned … samler jeg det op. I denne serie har jeg brugt trompetblomstens gule blad som lærred. Jeg maler og tegner, hvor jeg lægger ud med at følge bladets tegning … som måske afløses af en mere fri leg 🙂 Rød, blå og grøn.
RE-flower 22 (no. 1), 2022 Print på papir, 40 x 40 cm
Jeg bor ude på landet, hvor vi har fjernsyn. Fjernsyn forstået på den måde, at vi i bogstavelig forstand kan se langt. For enden af udbygningen på min ejendom har jeg et orangeri, hvor jeg kan sidde og se ud over markerne mod syd. Det er der, denne serie er blevet til. Det er et landskab med land, vand og himmel. Et landskab, jeg har fået øje for i takt med, at min rastløshed er blevet mindre. Jeg ligger og sidder mere … Det er et landskab, der er vågnet i takt med, at jeg har mistet muskelmasse. Et landskab med horisontale linjer. Ser du kun vertikale linjer, er det, fordi du står op … Du skal ligge ned … og bedst på højre side 🙂
RE-flower 21 (no. 3), 2022 Print på Aludibond, 110 x 110 cm
Med denne serie åbner jeg op for noget, et ikke så synligt spor, som jeg har haft gang i længe. Meget længe … i årtier. Forløberne er mine re-paintings fra ‘80-erne og ‘90-erne, hvor jeg gen-malede tidlige værker. En slags generationsarbejde: Med afsæt i og henvisning til noget gammelt opstår der noget nyt, der så igen kan blive genstand for noget, der er endnu nyere (note 1) . Den aktuelle serie … og det, den repræsenterer, har været i mine tanker siden mit traume i 2004 … og i og for sig også før. Og jeg har i det private gjort mange tilløb og forsøg på at få det ud over rampen. Jeg er bare ikke lykkedes med at finde den rette form. Nu vover jeg det ene øje, som man vist siger, når man er lige dele usikker og sikker … Seriens omdrejningspunkt er relationer og support. To ord, to begreber, som jeg er glad for, og som jeg igen og igen finder i meget af det, jeg synes, der er værd at tale om. Men serien er også en henvisning til mine værker fra slut ‘80-erne og begyndelsen af ‘90-erne. Værker, som ikke har fået den opmærksomhed, som jeg tillægger dem. Man siger, at tiden er den bedste måde at sortere på … hvilket jeg er enig i. Men på trods af, at der er gået 30 år, står den periode i mit liv som den mest vitale … for mig. En periode, hvor min ambition var at tilføje til kunstens historie … intet mindre. Sådan gik det ikke … i takt med min nærmest ret vilde arbejdsiver og de resulterende landvindinger, hvor jeg hverken kiggede rundt eller tilbage … oplevede jeg i momenter en lykkefølelse, men også en snigende følelse af at være havnet et sted, hvor jeg var ret alene. Alene med en kunst, der blev mødt med stilhed. Jeg gik ned med flaget … og resten er beskrevet indgående andetsteds … igennem hele mit RE-flower projekt (note 2). Min ambition med denne serie er tosporet: Dels ønsker jeg at forfølge, om det er muligt at blomstre igen … om det er muligt for mig kunstnerisk at nå på omdrejningsniveau med, hvor jeg var engang. Deraf RE-flower. Dels ønsker jeg at henlede opmærksomheden på nogle tidlige værker, som jeg stadig holder meget af, og som jeg den dag i dag stadig tror på besidder nogle kvaliteter. Både på det personlige plan, og i relation til kunstens historie. Hvad angår det sidste: Her er vi muligvis ikke enige, … men sådan er kultur 🙂 … Hvert værk i serien RE-late bærer en titel, der refererer til det iboende tidligere værk. Et tidligere værk, der kan være repræsenteret ved et enkelt element, en svag skygge eller bare et bagvedliggende layout, der ikke umiddelbart er synligt. Derudover er der formuleret en kort beskrivelse af referencen og de tilhørende intentioner, som jeg husker dem.
Jeg går en tur med hunden. Det gør jeg tit … dagligt. Ved stranden, i skoven eller bare en tur langs markerne, hvor jeg bor. Men det er nu, man skal være i skoven. Det er nu, det sker … Bøgen springer ud. Bøgens lysegrønne blade varsler et sceneskifte: Det smukke bundtæppe af blomstrende anemoner og vorterod vil fra nu af træde mere og mere i baggrunden, i takt med at træernes blade lukker af for lyset.
Lige nu er en blå himmel stadig synlig igennem trækronerne, … og som jeg kigger op, får jeg øje på et fly, der tegner en hvid streg på den blå baggrund. Der er ingen lyd, kun en lang hvid streg for enden af noget meget småt … der må være flyet. Det er på vej sydpå … til en ukendt destination. Venedig? Kiev? … næppe Mariupol? Skoven gør, hvad den kan … men der sidder vi på vej mod egne behov, mens virkeligheden skræmmende tæt på starter med d og slutter med ø … død og ødelæggelse. Ved tankens kraft omdirigerer jeg alle fly … Jeg prøver lige igen … Mine tanker har en ringe rækkevidde 🙂
”Der findes forskellige varianter, men en af dem har et 3 takket (lappet) blad. Når jeg holder det blad foran mig, som var det et spejl, peger det både bagud, fremad og op … på samme tid. En egenskab, der er svær at matche, men forbilledlig som ambition.” Ovenstående skrev jeg i den tekst, der ledsagede serien RE-building, der introducerede planten efeu. Og de selv samme ord gjorde mig bevidst om, at kimen til endnu en serie var synlig … nemlig denne. Med denne serie træder jeg selv et skridt tilbage … Blade fra forskellige varianter er afbildet i værker, hvor bladets forside vises på den ene side, mens bladets bagside ses på den anden side. Forside og bagside. Bladet er så helt, som det nu kan være, ”en homage à”, hvor jeg er henvist til (kun) at være oplægger. Serien er et forsøg på en aflevering i det tomme rum … for nu at benytte en formulering hentet fra sport.
Efeu (no. 2 front), 2022 Print på alu, 50 x 50 cmEfeu (no. 2 back), 2022 Print på alu, 50 x 50 cm
Genstandsfeltet for denne serie tager afsæt i planten efeu, også kaldet vedbend. Den vokser forskellige steder på min ejendom. Efeu er en stedsegrøn plante, der ikke kræver ret meget lys. Den kryber langs jorden som bunddække, men hvis den får hjælp i form af et træ eller en bygning, er den i stand til at klatre endda meget højt. Der findes forskellige varianter, men en af dem har et 3 takket (lappet) blad. Når jeg holder det blad foran mig, som var det et spejl, peger det både bagud, fremad og op … på samme tid. En egenskab, der er svær at matche, men forbilledlig som ambition.
RE-building (no. 1e), 2022 Print på alu, 130 x 130 cm
Impressionisterne forsagede den, ekspressionisterne omfavnede den … og jeg har stort set ikke brugt den de sidste 15 år. Men sådan har det ikke altid været. Jeg debuterede i 1985 på Kunstnernes Påskeudstilling, Aarhus, med en serie malerier, hvor den var på rollelisten (note 1). På et par billeder indtog den en hovedrolle. Der eksisterer også et RE-painting fra 1991 (note 2), hvor den spiller, og hvor det visuelle udtryk i øvrigt har en del til fælles med den aktuelle serie. Sort. Det er farven sort, jeg taler om. Den er tilbage … med serien RE-flower 20 med efternavnet Broken er farven sort tilbage. Den eksisterer ellers ikke i min RE-farvelære, som den er formuleret i den ledsagende tekst til serien RE-colour fra november 2020 (note 3). Hvordan det hænger sammen … vil jeg forsøge at gøre rede for her:
Under mit lange sygehusophold i 2004 blev jeg, især i starten, badet i morfin … hvilket betød, at tyske bombefly kom ind over om natten … i formationer og med en lyd, der siger propelmaskiner. Som den totalt ukampdygtige grøntsag, jeg var, måtte jeg også lægge øre til vedvarende diskussioner imellem en sygeplejerske og hendes ven. De var begge inuitter, og sygeplejersken havde min seng med dropstativ og mig med hjemme i privaten hen over weekenden for på den måde at tage en vagt og tjene lidt ekstra. De sad inde i en sauna, mens jeg lå i et tilstødende lokale. Vennen argumenterede ihærdigt for at tage mit dope, mens sygeplejersken forsvarede sig eller mig? og i øvrigt bedyrede, at hun i givet fald ville blive fyret.
Den slags virkelighed, morfinens virkelighed, er ikke særligt godt belyst … og fylder ikke meget på et sygehus. Noget tilsvarende gør sig gældende, hvad angår antidepressiva … altså medicin, der skal behandle en depression. Der findes en antidepressiv virkelighed. En virkelighed, der bl.a. har sin egen farvelære. Her eksisterer farven sort ikke. Ikke, at man ikke kan se den … det kan man. Men alle de konnotationer, man ellers forbinder med sort … er væk. Farven sort betyder intet, den har ingen emotionel værdi … den danner ingen resonans. Og hvorfor bruge en farve, der er uden betydning …?
Falling, december 2021 Jan Skovgård
Ps: I 2014 havde jeg en oplevelse med sort, der gjorde indtryk. I Jens Vinther’s laboratorium i Risskov ved Aarhus (note 4), så jeg farven Super Sort … en farve, der er så sort, at man ikke kan se hverken den eller det materiale, der er sort … det er som et sort hul … som om, der ingenting er. Super Sort er en nanoskov, der består af lange kulstofrør, der står på højkant … 80 milliarder på en enkelt kvadratcentimeter. Materialet absorberer 99, 965 % af alt lys … et vildt fænomen, der gør en opmærksom på, at sort er mange ting, at sort sjældent er sort … altså sådan rigtig sort … super sort.
Jeg har tidligere været optaget af generationer … bl.a. serierne re-paintings (note 1) og palimpsest (note 2). Og lige nu fylder det igen. Min mor er kommet på plejehjem, og jeg har fået det første barnebarn. Kort sagt: Jeg rykker lige så stille frem i bussen. Og hvad sker der så i den bus? En masse og ingenting … jeg har et billede, der vist nok stammer fra filosoffen Lucien Sève (note 3) … udviklingen er en bus, hvor der hele tiden stiger nye på i den ene ende, mens andre forlader den i den anden. I bussen snakkes der, mens man lige så stille bevæger sig ned igennem bussen … der diskuteres, gestikuleres, og der inspireres … en kakofoni, der har betydning for, hvor bussen kører hen … det er bare svært at sige hvilken betydning. Vi bidrager med meget lidt nyt … vi reproducerer en masse … og i tilfælde af, at der kan lokaliseres noget nyt, er der oftest kun tale om en mindre tilføjelse, forskydning eller justering af tidligere generationers landvindinger. Der er ingen, der har opfundet den dybe tallerken 🙂 Det mest signifikante er nok forplantningsevnen … og lysten, driften: Der var nogen før os, og der kommer nogen efter. Før og efter. Hvis man kan forlige sig med ovenstående … tingenes tilstand og egen begrænsede evne … kan der opstå noget smukt. PS: I 1990 skrev jeg bag på kataloget Red Herring: ”Grundlæggende ønsker vi ikke nogen forandring, men gerne noget nyt” (note 4).
janskovgard 
