Alene

Onsdag aften var jeg sammen med min hustru i Århus Kunstbygning for at se de aktuelle udstillinger.
Den idé var der ikke andre, der havde fået.
I den time, vi var der, kom vi godt rundt om udstillingerne og fik en god snak med det venlige personale. Men vi var de eneste besøgende i udstillingerne, – der kom simpelthen ikke andre.

Det er tale om 2 udstillinger, én i stueetagen og én i kælderen.
I stueetagen viser den København-baserede kunstner Søren Dahlgaard ”Growing vegetables on a coral island”, der tager udgangspunkt i, at han har boet på Maldiverne, hvor han havde et drivhusprojekt.


I kælderen viser den schweiziske kunstnerduo, Christina Hermauer og Roman Keller, udstillingen ”United alternative energies”. Denne udstilling er kurateret af 2 spanske kuratorer, og den beskæftiger sig med emnet energi med særlig fokus på oliens historie og alternativer hertil.


Jeg vil ikke gå dybere ned i en kvalitativ anmeldelse af de 2 udstillinger. Det er ikke mit ærinde.
Jeg vil blot konstatere, at den udstillede kunst har niveau, og at begge udstillinger er yderst professionelt installeret.
Mit ærinde er et andet: Vi har her 2 udstillinger, hvor udenbys og internationale kunstnere gæster Aarhus. Ret så omfattende soloudstillinger, vi taler her om et samlet areal på 700m2.
Men der er ikke noget publikum.

Vi har her en veltilrettelagt materialisering, et kunstnerisk bud, der kommer udefra, – en fremmed brise.
Der er bare ikke et publikum.

Jeg ved godt, at Kunstbygningen har et publikum, men jeg bruger min konkrete oplevelse til at eksemplificere min pointe: Der kommer kunst til byen udefra, finansieret af byens kulturmidler, som har et meget lille publikum.
Godt nok, hvis det publikum så inkluderer byens eget kunstmiljø, byens billedkunstnere. På sin vis kunne disse udstillinger fungere som inspiration og katalysator for en dialog i udviklingen af det lokale billedkunstmiljø.

Men her har jeg desværre min stille tvivl (som ikke er så stille mere). En tvivl, jeg ikke kan dokumentere, men jeg fornemmer, at de lokale billedkunstnere kun i begrænset omfang interesserer sig for Kunstbygningen. Et manglende ejerskab, der kan hænge sammen med, at Kunstbygningen fører en udstillingspolitik, hvor der er udstillinger, der er tilrettelagt uden skelen til det lokale. Der kan også være tale om en selvforstærkende ond cirkel, hvor beskedne besøgsantal og manglende eksponering medfører en lunken interesse.
For omvendt, – så har alle lokale billedkunstnere en mening om Kunstmuseum Aros’ udstillingspolitik. En mening, der gerne luftes ved enhver given social lejlighed. Men nok om det.

Vender vi tilbage til problemstillingen om kunst, der kommer til udefra, som kun finder ringe genklang lokalt, vil jeg nu forsøge at vende problemstillingen:
Hvor megen lokal kunst har vi, der kommer udenfor byen og dér vinder genklang?
Og vel at mærke i samme skala som den kunst, Kunstbygningen har inviteret her til byen. Altså en soloudstilling i hovedstaden eller en udenlandsk kunsthal med et budget, der muliggør en udstilling af et omfang, der dækker 400 m2.
Det er muligvis sket, – men hvornår var det?
Og hvis det er sket, hvor ofte sker det?

Advertisements
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s