Status

Første gang, jeg stødte på begrebet status, var under min opvækst. En butik kunne have et skilt i døren, hvorpå der stod: ”Lukket pga. status.”
Butikken var lukket, fordi varerne på hylderne skulle tælles op. Der skulle gøres status over varelager og dermed over, hvad der var omsat og opnået på en given dato.
Det er der, jeg er nået til som billedkunstner. Jeg vil gøre status …
Jeg er én af de kunstnere, der ikke har kunnet leve af min kunst. Jeg har måtte have et andet job. For mit vedkommende blev det til et længere forløb på et Erhvervsakademi, hvor jeg underviser i programmering. Dette er mit sidste semester. Jeg har sagt op for at lade mig pensionere.
Underviser, et job af nødvendighed og ikke af lyst. Sådan var det i hvert fald i starten … jeg ville gerne have kunnet bruge al min tid på billedkunsten … det var svært at erkende, at det ikke var realistisk.
Siden er mit syn på den sag blevet mere nuanceret. Der er både fordele og ulemper ved ikke 100 procent at skulle hellige sig ens passion.
Det at være billedkunstner er en sammensat størrelse, der kræver flere og forskelligartede kompetencer. En ting er talent for billedkunstnerisk progression, en anden er at kunne markedsføre og sælge … og endelig kræves der også en personlig robusthed, der kan tackle op- og nedture.
Som kunstner har jeg mest haft øje for det første, det billedkunstneriske iboende, både det visuelle og det konceptuelle. Jeg har i periode af mit liv med kunst haft så travlt med min udvikling, at jeg ikke har ænset formidlingen og betydningen af at skabe et netværk. Det betyder i dag, at en del af min kunst er ukendt … selv for fagfolk.
Jeg voksede op i en lille by, hvor billedkunst var reduceret til nogle få billedbøger på det lokale bibliotek. Senere, da jeg flyttede til en større by, følte jeg ikke et incitament til at frekventere en kunstskole eller et kunstakademi. Undervisernes formsprog og egen produktion sagde mig ikke en pind. Og endelig: Da jeg flyttede til en metropol for at opsøge kunsten der, evnede jeg ikke at opbygge relationer. Som en gallerist sagde: ”Jan, you gotta plug-in”. Men det skete bare ikke … lysten var der … men det, der skulle til, var jeg ikke i stand til at mobilisere.
Det betyder, at jeg har haft nedture. Jeg har også været igennem en livskrise.
Som kunstner er man ofte alene … alene med tanken, alene i processen. Men det betyder ikke, at man ønsker at forblive alene. Tværtimod, når der er realiseret og materialiseret, er der et stort ønske om at kommunikere … at vise sin kunst og finde ligesindede, der værdsætter de spændinger, som man selv finder værdifulde. Det sidste er aldrig lykkedes for mig i en udstrækning, der ikke efterlod et tomrum og en ensomhed. En følelse af ikke at høre til … som en eksklusion … som ikke at være en del af et værdifællesskab.
Men min status skal ikke kun være tilbageskuende og fatalistisk … hvis man kan sige sådan.
Jeg vil også kigge fremad … og handle. Jeg har længe ønsket at lave nogle punktnedslag i min produktion i et forsøg på at aktivere gamle værker, som jeg stadig synes holder. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af hvordan. Og jeg har igennem en del år forsøgt at vitalisere gamle landvindinger med nye … uden at kunne finde en form, som jeg selv kunne holde ud mere end en dag eller to.
Det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre … så status må blive flere spor: Et spor, der hvirvler op i det gamle, viser og forsøger at sætte nye ord på. Og et spor, der forsætter af det post-traumatiske spor, som jeg har fulgt siden 2004.

Sculpture en friction (AMA), 1990
Aldrig udstillet
Print på alu, 80 x 80 cm, 2021

RE-flower 16 (no. 8), 2021
Print på alu, 190 x 190 cm

Advertisement