I 2018 udførte jeg en serie værker, der alle havde afsæt i rejser og besøg til kunstmuseer rundt omkring i Europa. ”Besøg” er måske så meget sagt, for jeg er ikke gået ind på museet, – jeg er kun gået rundt om. Her har jeg plukket, hvad jeg kunne finde af blomster og planter og efterfølgende arrangeret disse i en samling. En buket.
Serien hedder RE-tour og titlens præfiks henviser til tilsvarende rejser, som jeg foretog i årene 1989-92, hvor jeg besøgte kunstmuseer og samlinger over hele Europa. ”Fra Louisiana i Humlebæk til Pradomuseet i Madrid. Fra Uffizierne i Firenze til Tate Gallery i London”, som det står skrevet i kataloget ”The Permanent Collection. Paradox Pictures” fra 1991 (note 1).
Dengang gik jeg ind på museerne og fotograferede mellemrummene mellem museernes værker. I det omfang, museernes værker tangerede min fotooptagelse, blev de skåret fra. På den vis var mit værk på samme tid både frisat fra og formet af en tradition, en kulturarv. Deraf også titlen på projektet: T.P.C. Paradox Pictures.
Nu har jeg igen været på en rejse. Denne gang til Frankfurt am Main, hvor en ven havde inviteret mig med til en større udstilling af Marcel Duchamp. I den forbindelse så jeg mit snit til også at runde Städel Museum og udvide RE-tour serien med endnu en buket.
Den er smuk.
[1] T.P.C. Paradox Pictures, Husets Forlag, 1991, ISBN 87-7483-256-5

Print på alu-plade, 60 x 60 cm
Link til flere billeder fra serien RE-tour: https://www.janskovgard.dk/wordpress/?cat=48