Jeg går en tur med hunden. Det gør jeg tit … dagligt. Ved stranden, i skoven eller bare en tur langs markerne, hvor jeg bor. Men det er nu, man skal være i skoven. Det er nu, det sker … Bøgen springer ud. Bøgens lysegrønne blade varsler et sceneskifte: Det smukke bundtæppe af blomstrende anemoner og vorterod vil fra nu af træde mere og mere i baggrunden, i takt med at træernes blade lukker af for lyset.
Lige nu er en blå himmel stadig synlig igennem trækronerne, … og som jeg kigger op, får jeg øje på et fly, der tegner en hvid streg på den blå baggrund. Der er ingen lyd, kun en lang hvid streg for enden af noget meget småt … der må være flyet. Det er på vej sydpå … til en ukendt destination. Venedig? Kiev? … næppe Mariupol? Skoven gør, hvad den kan … men der sidder vi på vej mod egne behov, mens virkeligheden skræmmende tæt på starter med d og slutter med ø … død og ødelæggelse. Ved tankens kraft omdirigerer jeg alle fly … Jeg prøver lige igen … Mine tanker har en ringe rækkevidde 🙂
”Der findes forskellige varianter, men en af dem har et 3 takket (lappet) blad. Når jeg holder det blad foran mig, som var det et spejl, peger det både bagud, fremad og op … på samme tid. En egenskab, der er svær at matche, men forbilledlig som ambition.” Ovenstående skrev jeg i den tekst, der ledsagede serien RE-building, der introducerede planten efeu. Og de selv samme ord gjorde mig bevidst om, at kimen til endnu en serie var synlig … nemlig denne. Med denne serie træder jeg selv et skridt tilbage … Blade fra forskellige varianter er afbildet i værker, hvor bladets forside vises på den ene side, mens bladets bagside ses på den anden side. Forside og bagside. Bladet er så helt, som det nu kan være, ”en homage à”, hvor jeg er henvist til (kun) at være oplægger. Serien er et forsøg på en aflevering i det tomme rum … for nu at benytte en formulering hentet fra sport.
Efeu (no. 2 front), 2022 Print på alu, 50 x 50 cmEfeu (no. 2 back), 2022 Print på alu, 50 x 50 cm
Genstandsfeltet for denne serie tager afsæt i planten efeu, også kaldet vedbend. Den vokser forskellige steder på min ejendom. Efeu er en stedsegrøn plante, der ikke kræver ret meget lys. Den kryber langs jorden som bunddække, men hvis den får hjælp i form af et træ eller en bygning, er den i stand til at klatre endda meget højt. Der findes forskellige varianter, men en af dem har et 3 takket (lappet) blad. Når jeg holder det blad foran mig, som var det et spejl, peger det både bagud, fremad og op … på samme tid. En egenskab, der er svær at matche, men forbilledlig som ambition.
RE-building (no. 1e), 2022 Print på alu, 130 x 130 cm
Impressionisterne forsagede den, ekspressionisterne omfavnede den … og jeg har stort set ikke brugt den de sidste 15 år. Men sådan har det ikke altid været. Jeg debuterede i 1985 på Kunstnernes Påskeudstilling, Aarhus, med en serie malerier, hvor den var på rollelisten (note 1). På et par billeder indtog den en hovedrolle. Der eksisterer også et RE-painting fra 1991 (note 2), hvor den spiller, og hvor det visuelle udtryk i øvrigt har en del til fælles med den aktuelle serie. Sort. Det er farven sort, jeg taler om. Den er tilbage … med serien RE-flower 20 med efternavnet Broken er farven sort tilbage. Den eksisterer ellers ikke i min RE-farvelære, som den er formuleret i den ledsagende tekst til serien RE-colour fra november 2020 (note 3). Hvordan det hænger sammen … vil jeg forsøge at gøre rede for her:
Under mit lange sygehusophold i 2004 blev jeg, især i starten, badet i morfin … hvilket betød, at tyske bombefly kom ind over om natten … i formationer og med en lyd, der siger propelmaskiner. Som den totalt ukampdygtige grøntsag, jeg var, måtte jeg også lægge øre til vedvarende diskussioner imellem en sygeplejerske og hendes ven. De var begge inuitter, og sygeplejersken havde min seng med dropstativ og mig med hjemme i privaten hen over weekenden for på den måde at tage en vagt og tjene lidt ekstra. De sad inde i en sauna, mens jeg lå i et tilstødende lokale. Vennen argumenterede ihærdigt for at tage mit dope, mens sygeplejersken forsvarede sig eller mig? og i øvrigt bedyrede, at hun i givet fald ville blive fyret.
Den slags virkelighed, morfinens virkelighed, er ikke særligt godt belyst … og fylder ikke meget på et sygehus. Noget tilsvarende gør sig gældende, hvad angår antidepressiva … altså medicin, der skal behandle en depression. Der findes en antidepressiv virkelighed. En virkelighed, der bl.a. har sin egen farvelære. Her eksisterer farven sort ikke. Ikke, at man ikke kan se den … det kan man. Men alle de konnotationer, man ellers forbinder med sort … er væk. Farven sort betyder intet, den har ingen emotionel værdi … den danner ingen resonans. Og hvorfor bruge en farve, der er uden betydning …?
Falling, december 2021 Jan Skovgård
Ps: I 2014 havde jeg en oplevelse med sort, der gjorde indtryk. I Jens Vinther’s laboratorium i Risskov ved Aarhus (note 4), så jeg farven Super Sort … en farve, der er så sort, at man ikke kan se hverken den eller det materiale, der er sort … det er som et sort hul … som om, der ingenting er. Super Sort er en nanoskov, der består af lange kulstofrør, der står på højkant … 80 milliarder på en enkelt kvadratcentimeter. Materialet absorberer 99, 965 % af alt lys … et vildt fænomen, der gør en opmærksom på, at sort er mange ting, at sort sjældent er sort … altså sådan rigtig sort … super sort.
Jeg har tidligere været optaget af generationer … bl.a. serierne re-paintings (note 1) og palimpsest (note 2). Og lige nu fylder det igen. Min mor er kommet på plejehjem, og jeg har fået det første barnebarn. Kort sagt: Jeg rykker lige så stille frem i bussen. Og hvad sker der så i den bus? En masse og ingenting … jeg har et billede, der vist nok stammer fra filosoffen Lucien Sève (note 3) … udviklingen er en bus, hvor der hele tiden stiger nye på i den ene ende, mens andre forlader den i den anden. I bussen snakkes der, mens man lige så stille bevæger sig ned igennem bussen … der diskuteres, gestikuleres, og der inspireres … en kakofoni, der har betydning for, hvor bussen kører hen … det er bare svært at sige hvilken betydning. Vi bidrager med meget lidt nyt … vi reproducerer en masse … og i tilfælde af, at der kan lokaliseres noget nyt, er der oftest kun tale om en mindre tilføjelse, forskydning eller justering af tidligere generationers landvindinger. Der er ingen, der har opfundet den dybe tallerken 🙂 Det mest signifikante er nok forplantningsevnen … og lysten, driften: Der var nogen før os, og der kommer nogen efter. Før og efter. Hvis man kan forlige sig med ovenstående … tingenes tilstand og egen begrænsede evne … kan der opstå noget smukt. PS: I 1990 skrev jeg bag på kataloget Red Herring: ”Grundlæggende ønsker vi ikke nogen forandring, men gerne noget nyt” (note 4).
I nat havde jeg en tilbagevendende drøm. Den var stressende, og jeg vågnede derfor flere gange. Det gør jeg tit. Jeg er meget vågen om natten. Det er mørkt og alle andre sover … så hvordan kan jeg udnytte disse sorte lommer og få noget fra hånden? Jeg laver billeder … billeder opstår som tanker. Og i nat opstod dette billede. Jeg har lige færdiggjort serien … og så kommer der et billede mere … Billedet, jeg havde i tankerne, havde afsæt i planten bellis. Men da jeg her til morgen gik tur med hunden … og fandt en bellis … kunne jeg ikke få det til at fungere. Men det lykkedes så heldigvis med en stand-in: Planten kamille. Kamille har erstattet bellis 🙂
RE-flower 19 (chamomile), 2021 Print på alu, 50 x 50 cm
Et herbarium (note 1). Som barn så jeg det herbarium, som min mor havde lavet, da hun var barn. Det bestod af en mappe af kraftigt brunt papir, hvor planter var blevet presset og tørret for efterfølgende at blive tapet op på siderne og navngivet med navn og familie i skrift. Det var en del af min mors skolegang. RE-flower 19 har afsæt i denne tradition … med den drejning, at proportionerne er ændret: Tapen er gået fra at være uanselig, grænsende til usynlig, til nu at indtage en position, hvor den er svær at komme uden om. Navngivning og artsbestemmelse er blevet sekundær, og planten er min nu ligesindede … en ven.
Note 1: Et herbarium (latin af herba = “urt”) er en samling af pressede og tørrede plantedele eller hele planter (Wikipidia.org).
RE-flower 19 (chrysanthemum), 2021 Print på alu, 50 x 50 cmRE-flower 19 (chrysanthemum), detalje
Der er dem, der står op … og der er dem, der ligger ned. Der er dem, der bærer … og der er dem, der bliver båret. Der er også nogle af dem, der bliver båret, der bærer. Og det er langtfra statisk, – det er boogie woogie.
RE-flower 17 (boogie woogie nr. 2), 2021 Print på alu, 100 x 100 cmRE-flower 17 (boogie woogie no. 2), detalje
Hvordan formidler man kunst i store formater på en lille skærm? Når man f.eks. klemmer et billede på 200 cm ned på en skærm, der er 20cm … eller en smartphone på 5 cm … må der være ret meget, der går tabt … Det gør detaljerne. De går tabt. Og det er som bekendt i detaljen at djævelen ligger begravet … Jeg har derfor valgt at vise nogle detaljer fra serien RE-flower 16, der ellers på en skærm godt kan fremstå som om, der kun er én farve … rød, gul eller blå … og ikke så meget andet. Så her kommer et opslag helliget detaljen …
En ting er at se sig tilbage, mens man er på vej frem. Noget andet er at vende om. Når man vender om og går tilbage til, hvor man kom fra … er det, fordi der er noget dér, man ikke er færdig med. Sådan er det med denne serie. Konceptuelt hører den til serien RE-flower 16, som jeg arbejdede med i foråret 21. Og der er løbet vand i åen siden da … serierne Support og Plus/Minus. Men da jeg afsluttede RE-flower 16, vidste jeg godt, at der var billeder, der ikke var lavet. De kommer så nu … monokromerne. Formatet er 100×100 cm … men hvor ville jeg ønske, at kræfterne var til noget meget større.
RE-flower 16 (blue no. 1), 2021 Print på alu, 100 x 100 cm RE-flower 16 (red no. 1), 2021 Print på alu, 100 x 100 cm RE-flower 16 (yellow no. 1), 2021 Print på alu, 100 x 100 cm
Link til billeder fra serien RE-flower 16 (monoshrome): https://www.janskovgard.dk/wordpress/?cat=66 Link to this text in English:
janskovgard 
