Roots

Tag fat om stænglen og træk.
Der er dem, der ikke gir’ sig.
Dem, der knækker …
Og andre ryger op med rode.

Dask jorden mod jorden og flip den. Vend den på hovedet.
Vil den nu atter skyde?

Det ligner ikke drømmenes grønne, frodige og vidtstrakte vidder.
Men det er det ”stuff”, som enge er skabt af.

Der er givet køb på bagud kapabilitet til fordel for muligheden.
Kig mindre bagud, og der kigges mere frem.

Reference: http://www.janskovgard.dk/pdf/Roots.pdf
Link til flere fotos: http://www.janskovgard.dk/test56.php

Roots indgår i mit Stella projekt, de nu fire store ubebyggede sommerhusgrunde i Nordjylland.

RE-rokke

Jeg ved godt, det ligner en gang fastelavnsris. Men det er det ikke.
Der er så meget, der ikke ligner det, det er.
Det ligner heller ikke det, jeg vil.
Jeg har et problem – på den vis ligner det.

Jeg ved, at jeg ikke helt gør (eller gør helt) det, jeg vil. Der er noget, der er uforløst. Kan det ses?

Det er en padderokke.
En plante, der for mig falder noget udenfor, hvad der ellers findes på den åbne mark.
Det er måske det, jeg kan bruge …
Der er her noget, jeg ikke får sat ord på. Men jeg har et par referencer, som jeg gerne udfolder.

Reference: http://www.janskovgard.dk/pdf/Re-rokke.pdf
Link til flere fotos: http://www.janskovgard.dk/test55.php

RE-flower III

Fandt du ud af, hvad den blomst hed?
Sådan omtrent faldt ordene en tidlig morgen til den, det menneske, der er mig nærmest.
Guldknap(?), lød svaret, – men nu skriver jeg det ned. Læs: Med henblik på senere at slå det op.

Ovenstående ordveksling udfoldes som prolog, men nu går jeg lige til sagen:
Det er ikke blomsten som art, der trigger. Det er blomsten som blomst.
Og at den på trods af dens natur, – den er flygtig, gul et par uger i det tidlige efterår, – så var den der, da jeg havde brug for den.
Eller den var der, – og jeg fandt ud af, at jeg havde brug for den: Man kan blomstre, mens man læner.

Det er et ukrudt.
Ukrudt er en fællesbetegnelse for de planter, vi ikke selv har udviklet og forfinet. Blomster, der dukker op på steder, vi ikke eksplicit har ønsket.
Betegnelsen er en kulturel stigmatisering.
De bliver også kaldt ”vilde blomster”. Et synonym, der betinger, at de kun dukker op i det fri og uopdyrkede.
Dukker de op i vores haver, dømmes der ukrudt.

Guldknap er et ukrudt.
Den har en krydret duft (som kattepis).
Men den er smuk.
Jeg synes, den er smuk – leaning.

Serien indgår i, eller har en forbindelse til mit Stella projekt, de 5 store sommerhus grunde i Nordjylland.
Træklodserne og pindene er deroppe fra.
De 5 grunde er for øvrigt blevet til 4: Var nødt til at sælge én.

Link: http://www.janskovgard.dk/test54.php

Hvid røg

- i alle regnbuens farver.

Smoke coming out! Der kommer røg ud af Aros.
Og den kommer ikke fra køkkenet…
Og det er ikke, fordi de derinde er blevet enige om valget af en ny direktør :)
Som ved pavevalg i Vatikanet.

Den hvide røg minder mig om min tid i NYC, hvor al opvarmning foregår med damp, og der derfor via ventiler og utætheder kommer røg og damp ud mange steder i gadebilledet.

Foto: Jan Skovgård

Den røg, der er på siden af Aros, ude, er en reference til en installation inde.
Et overbevisende værk, Your atmospheric colour atlas, af Olafur Eliasson.

Installationen består af røg og lys. Meget røg, en tæt tåge.
Og tågen har farve. Den er rød. Mere rød end hvad med ord kan beskrives. Knaldrød.
Og farven er overalt. Man er indhyllet og svøbt i farve. Oplevelsen er fysisk. Man ser ikke andet end ren farve. Fra øjenkrogen, så langt øjet rækker.
Tør man bevæge sig, tage et skridt, skifter farven. Den er stadig rød, men nu mere kølig. Et skridt mere og vi har violet. Farven skifter, men jeg kan stadig intet se. Kun farve.

På dansk eksisterer der en talemåde: En ud af kroppen oplevelse.
Med Olafur’s værk kan denne omformuleres til ”en farven ind i kroppen oplevelse”.
Man er isoleret i farve, og med bevægelse følger et massivt bombardement i alle regnbuens farver. Der er ingen landkending, kun det fedeste fænomen – 100% farve.

Hint: Hvis man vil ud, og det skal man jo, så søg mod væggene – pile indikerer udgangen.
Eller som min datter: Hun kunne huske farven, hvor vi kom ind.

Kunstforstoppelse

Min blog har her hen over sommeren ligget stille.

Jeg blev op til sommerferien ramt af kunstforstoppelse…
Det er en forholdsvis mild lidelse uden nævneværdige mén. Og der er kun én kur: Afholdenhed.

Så ud over Rudolf Tegners Museum i Nordsjælland har jeg ikke set en udstilling. Tegner er altid et besøg værd: Der er tæske-smukt, bygningen er ekstraordinær, kunsten seværdig, og fænomenet Tegner er tankevækkende i relationen kunst, kunstner og samtid.

En af jer, Winnie, har posted en kommentar, der spørger til, om jeg har inputs til ”Store Robert”.
Det har jeg ikke, i hvert fald ikke da jeg læste kommentaren – ud over at jeg vidste, at Store Robert var et kælenavn for den nu afdøde billedhugger Robert Jacobsen.
Men så så jeg diverse netaviser: Aarhus har besluttet at opføre en 72 m høj skulptur yderst på molen i havnebassinet (Rundetårn er til sammenligning 36 m).
Hvis datoen havde sagt 1. april, ville jeg have sorteret indslaget som en gimmick.

Men måske er det ganske vist – jeg ved det ikke.
Det lettere groteske er, at jeg har sæde i Billedkunstudvalget, som er et fagudvalg nedsat af og under Aarhus Kommune.
Udvalget er et armslængdeorgan, hvor en af opgaverne netop er at rådgive politikerne omkring udsmykningsopgaver i byens offentlige rum.
Og jeg har absolut intet hørt om dette projekt. Intet.

Og endelig, nu hvor det er hverdag igen, viste den rutinemæssige scanning af kunstscenen, at der er dukket et nyt galleri op her hen over sommeren.
Lunchmoney Gallery i Vestergade, der hvor Machwerket lå.
Profilen er ung kunst, den aktuelle udstilling Mormor, – og alt er udsolgt.

Kulturspin

Når man som jeg beskæftiger sig med billedkunst og har en blog som denne, og når man allerede har berørt en begivenhed som Sculpture by the Sea, får man en del opfordringer og spørgsmål i mailbakken.
Hvad mener du om den og den skulptur?
Hvad mener du om arrangementet og det kunstneriske niveau?
Hvilken skulptur, synes du, er bedst?

Jeg vil ikke bruge min blog til den form for anmelderi. Det vil jeg ikke.
Og det er der mange grunde til.
Dels har jeg ikke set alle skulpturer – langtfra.
Det vil også kræve en ekstra indsats. Med respekt for skulptur og de skulptører, der står bag, kræver det en ekstra indsats i skrift offentligt at forholde sig til et værk.
Og jeg vil i denne sammenhæng bare have lov (som alle andre) til at opleve eller lade være.
Jeg kommer ofte i den kajakklub, der ligger nedenfor Hotel Helnan og derfor midt i det hele. Derfra forlyder det, at der skulle være gode skulpturer, noget at se på, længere ude ad stranden mod Ballehage.
Måske det lokker, måske jeg kommer derud.
Men jeg kan sagtens leve med at gå glip af noget. Det er en luksus, som jeg tillader mig i mit liv.

Der er en tendens til, at alt, der er populært, skal problematiseres. Når noget bliver populært, vil alle diskutere, så har alle en mening, de gerne vil lufte.
Det gælder for Sculpture by the Sea.
Det gælder for Kunstmuseum Aros.
Men hvem gider diskutere f.eks. Kunstbygningen. Det var måske netop  den, der burde diskuteres?

Der er rigtig mange, der vil komme til at se Sculpture by the Sea.
Måske er det rigtig rigtig mange. Måske er det rigtig rigtig mange og lidt flere.
Det er i hvert fald og under alle omstændigheder – mange.
Og af disse mange besøgende vil der være mange, der vil få oplevelser, også store oplevelser.
Det er da positivt.

Men hvordan måler man sådan en succes, sådan en diffus størrelse – Synergien af oplevelser?
Besøgstal!
I den forbindelse forudser jeg et efterspil af kulturspin.
For i 2011-udgaven af Sculpture by the Sea indgår der et kunstværk, der også fungerer som tælleapparat.
Her – en uge inde i arrangementet – siger tælleren 78.000.
Rekorden fra 2009 er 600.000 besøgende.
 Et tal, der er svært at verificere, da der ikke blev talt. Men tallet er sagt så mange gange, at det er blevet sandt.

Nu har vi faktisk et værk der tæller. Og det er her, der kommer spin med i spillet. Nok viser tælleren et tal, men …
Måske er det reelle besøgstal meget større: Kunstværket tæller ikke om natten, og der er nogen, der går udenom.
Måske er tallet mindre: Der er skoleklasser, der bare går rundt og rundt for at gå rundt og rundt, og jeg har personligt set drenge, der underholdt sig med at køre hånden hurtigt op og ned foran fotocellen bare for at registrere denne aktivitet.

Episode 1
Jeg har fået refereret en morsom episode, som jeg gerne vil dele.
Som sagt ror jeg i den lokale kajakklub, der ligger i strandkanten nedenfor Hotel Helnan.
Og fra dette klubhus har medlemmer observeret gæster på stranden, der var stoppet op foran klubbens stativer til kajakker og begyndt at lede efter katalognummer, mens andre bladrede i programmet.
Er det ikke en sød historie?

 

 

 

 

 
Foto: Jan Skovgård

Episode 2
Da jeg i dag kom tilbage fra min tur på vandet og var ved at bære min båd op, kom en ung pige (og hendes unge kæreste) imod mig.
Hun smilede, og jeg kvitterede med følgende: ”Jeg er altså ikke en del af et kunstværk, men lidt længere henne ad stranden er der én, der smyger sig op ad en sten.”
”Det er jo lige det”, sagde pigen ”man kan aldrig vide …”
Hvortil jeg svarede: ”Jo, det kan man godt. Man skal bare kigge efter nummerskiltet og skiltet, der siger: Må ikke berøres.”

Dette forløb fik mig efterfølgende til at tænke på, at Sculpture by the Sea havde en dominerende repræsentation af værker, som man ikke var i tvivl om var kunst.
De er som ufoer landet på en strand. Med små skilte med numre og Må ikke berøres. De ligner noget fra et kunstmuseum. De ligner kunst.
Hvor er værkerne, vi skal lede efter?
Hvor er de alternative værker?
Det er jo de midaldrendes kunst – konstaterer en midaldrende
Hvor er de unge – dem, der placerer værkerne om natten?
Hvis man har noget at byde på skulpturelt, er Sculpture by the Sea et fantastisk udstillingsvindue.
Også selvom man ikke er inviteret. Også selvom kommunen vil gøre sit til at få det væk.

Jeg er ikke skuffet over det, jeg ser på Sculpture by the Sea.
Jeg er skuffet over det, jeg ikke ser.
På bagsiden af et af mine kataloger (Red Herring fra 1990) skriver jeg:
”Grundlæggende ønsker vi ikke nogen forandringer, men gerne noget nyt.”
Sculpture by the Sea passer som hånd i den handske.

Men disse ord slutter transmissionen fra dette års Sculpture by the Sea.

Stjerne og Bække

Den lokale avis’s anmelder Henrik Broch-Lips giver Sculpture by the Sea arrangementet 1 stjerne.
Link: http://stiften.dk/kultur/debat-en-stjerne-til-skulptur-festen
Han dømmer “candy floss” og sølle 1 stjerne.
Det er op ad bakke at være så negativ. Han ødelægger jo den gode stemning.
Den sure mand er ude af trit med virkeligheden.

De virkelige store spørgsmål er:
1. Slår vi publikumsrekorden på 600.000 besøgende fra 2009?
2. Holder det gode vejr?
3. Hvilken skulptur, synes du, er den bedste?
Og når du har bestemt dig, så diskuter det med din mor, moster, arbejdsgiver og fysioterapeut.

Jeg tager modsat anmelderen gerne de positive briller på:
1. Sculpture by the Sea er Danmarks største motionsarrangement.
2. Det er et aktiv for byen Aarhus.
3. Det er et fantastisk alternativ til tv.

Som medlem af BKU (Billekunstudvalget i Aarhus Kommune) skulle jeg have været med til at pege på 3 – 4 gode skulpturer.
Men jeg trak frinummer, da jeg var på ferie, da udvælgelsen var berammet.
Men det kunne bestemt have ladet sig gøre, – der er trods alt 65 skulpturer.

I stedet var jeg til familiefest på Fanø. Og inden da i Middelfart for at udføre nogle små reparationer på min mors hus.
Men på vejen fra Middelfart til Fanø passerer man Vejen. Og i nærheden af Vejen (det er en by) ligger Bække. Og i nærheden af Bække har Hærvejen gået.
Det ved min hustru, for hun er arkæolog. Og hun vidste også, at der skulle være opsat en midlertidig skulptur, et stykke såkaldt Land Art, i forbindelse med Hærvejen.
Efter nogen søgen fandt vi den rigtige lokalitet i forbindelse med en rasteplads. Et par dyrehegn skulle forceres, og der var den: En stor rød klat placeret midt i ingenting, mens ingen kigger på. Der er lidt fluer, og en musvåge høres i det fjerne, men ellers ingenting ud over den knoldede røde klat.
Konceptet kort fortalt: En kunstner tager en masse rødler og spreder det ud på jorden. Så tramper en uddød okserace (det er den så ikke helt!) i leret, hvorefter det transporteres til Tommerup Teglværk for at blive brændt. Farven skifter nu til rød, den farve, vi kender fra mursten. Og endelig har kunstneren – en keramiker med navnet Bente Skjøttgaard - arrangeret det hele ved Bække, i de strøg, hvor man formoder, Hærvejen, fordums tiders hovedvej, har gået.

Foto: Jan Skovgård
Udstillingen ved Bække kan ses hele sommeren. Medbring gerne en termokande kaffe. Midt imellem fluer, ler og ingenting har jeg placeret flere stjerner.