Jeg er forundret over, hvor heterogen denne serie tager sig ud … det tager jeg til efterretning. Jeg har også kun få ord, jeg ønsker at knytte dertil. Ikke fordi jeg ikke har ord, men jeg vælger at holde dem for mig selv. Serien markerer også en 20 årsdag for mit personlige traume. Og et forår, hvor jeg har oplevet stunder, der kun kan beskrives som lykke. Ulykke og lykke … tilværelsens poler.
RE-flower 35 (no. 6), 2024 Acrylic paint on top of c-print, 100 x 100 cm
Teateranmelder ved Berlinske, Jakob Steen Olsen, havde den 5. februar en artikel under overskriften: Disse chefkontorer er pludselig kun besat af kvinder. Var det meningen med ligestillingen? Resten af artiklen kunne jeg ikke læse … da jeg ikke har et abonnement til den avis (note 1). Men det fremgik, at det var ledelsen af teatre i København, anmelderen havde i tankerne … og at billedet var vendt på hovedet … nu var det kvinderne, der var i overtal i ledelsen af teatrene. Min første tanke var … hvordan ser det ud indenfor det område, der er min passion … billedkunsten? Hvor langt er vi kommet med ligestillingen? Jeg besluttede mig for at forsøge at lave en optælling. Hvordan ser den kønsmæssige fordeling ud indenfor billedkunsten, når det kommer til ledelsen af kunstmuseer og kunsthaller i Storkøbenhavn?
Det tog ikke lang tid … jeg fulgte Art Guide på platformen kunsten.nu … i håbet om at få de fleste institutioner med. Derefter gik jeg ind på institutionernes hjemmesider for at lokalisere ledelsen i form af direktører og ledere. Mit datagrundlag kan ses nedenfor (note 2). Min optælling fandt, at fordelingen kønsmæssigt viser sig at være meget tæt på 1:10 … men vel at mærke 10 kvinder for hver 1 mand. Min optælling fandt 29 kvinder og 3 mænd. Jeg var overrasket … for det stred voldsomt imod min nedarvede opfattelse … at kvinder er underrepræsenterede. Det er jo det, jeg har hørt, så længe jeg kan huske … Jeg mindes også aktører, der har været fortalere for indførelsen af kønskvoter … som reaktion på en manglende ligestilling.
Min lille undersøgelse … og resultatet … har sat noget i gang i mig … og overraskelsen blev hurtigt omsat til en udfordring: Jeg vil lave en skulptur! Kan man lave en skulptur over noget så sexet som kønsfordelingen indenfor ledelsen af kunstmuseer og kunsthaller i København? Efter 14 dages betænkningstid med diverse små tests er jeg nået til den konklusion: Ja, det kan man. For første gang i mere end 30 år har jeg lavet en skulptur. Titlen er CPH 29:3, og den består af en pose stolpebeton fra Jem & Fix, 32 grenstumper fra haven og noget kevlar-snor, der er indfarvet i henholdsvis rød og blå farve. Skulpturen er blevet til ved at grave et hul i haven for derefter at bruge hullet som støbeform. Det færdige resultat ligner en sol, hvis den hænger på en væg … og mere en gople, hvis den ligger ned … f.eks. på et bord.
En sommer i perioden 1994-97, hvor vi var hjemme fra New York City, solgte jeg et større antal kasser med kunstbøger til et antikvariat. De var opmagasineret sammen med alle vores ejendele, mens vi boede i USA. Kun ganske få bøger tog jeg fra … og en af dem hed Art of the Avant-Garde in Russia med undertitlen Selections from the George Costakis Collection. Bogen havde tjent som katalog til en udstilling på Guggenheim museet i 1981, og George Costakis var en græsk-russisk kunstsamler. Lige efter 2. verdenskrig støder han i Moskva ved et tilfælde på tre malerier af Olga Rozanova. Kunstværker, der i årtier havde været gemt væk under Stalin. Om mødet med disse malerier har George Costakis udtalt: “… were signals to me. I did not care what it was… but nobody knew what anything was in those days.” Tilsvarende havde jeg en oplevelse, da jeg for mere end 30 år siden stødte på bogen og for første gang så en reproduktion af Olga Rozanova’s maleri med titlen Green Stripe. Maleriet er fra 1917, og motivet er abstrakt: En grøn vertikal stribe centreret på en meget lys, grænsende til hvid, baggrund. I de år, der er gået, siden jeg så det første gang, har jeg brugt billedet forskelligt … uden at jeg her vil komme yderligere ind på hvordan og hvorfor … kun tilføje, at billedet i bogen og dermed maleriet har gjort det lettere at være mig. Den aktuelle serie har taget afsæt i min bevidsthed om Olga Rozanova’s maleri … og alt det, maleriet konnoterer for mig: 1917, Oktoberrevolutionen, abstrakt pioner, Lenin, Stalin og Gulag, med- og modvind håb, håb, håb, … helt frem til dagens Rusland med det undertrykte, det bortgemte … og Vladimir Putin.
RE-flower 34 (Green Stripe) #1c, 2024 Print på alu-dibond, 80 x 80 cm
Der er i mig ingen tvivl: Det nye, det lovende og det overraskende kommer fra de unge. Men jeg er ikke længere ung … Det er længe siden min kunst flyttede sig, som når man er ung. Der skal vi tilbage til en periode fra 1985 til 1996. Det gik så stærkt, at jeg knap nåede at vise det frem. Jeg så kun fremad … Nu, hvor jeg er 65 somre og pensioneret fra lønarbejdet, er jeg her stadig … Og det er her serien Asterisk kommer ind i billedet. Ordet asterisk, har jeg læst mig til, stammer fra græsk og skulle betyde en lille stjerne. Det er også det tegnet visuelt ligner. Asterisk som tegn: (*) … en sekstakket stjerne. Jeg hæfter mig især ved to af tegnets anvendelser. Indenfor software og programmering bliver tegnet asterisk brugt som en placeholder, altså et tegn der kan erstattes med en endnu-ikke-kendt værdi. En slags wildcard … jeg vil gerne tages i betragtning til et wildcard indenfor billedkunsten … på hylden for det nye, det lovende … En anden anvendelse af tegnet er, når det bruges i en tekst til at indikere, at der er en fodnote. At ende som en fodnote er ikke det mest optimale … for det betyder, at man er skrevet ud af selve teksten. Overfører jeg det til kunstens verden og mit virke som billedkunstner … er det vel det, der er blevet mit lod: Til trods for at billedkunsten har været mit omdrejningspunkt i snart 40 år, på godt og ondt, er min oplevelse ikke, at jeg er en del af teksten. Den tekst, der kan skrives om billedkunsten, dansk billedkunst i min tid. Jeg er en fodnote.
Asterisk (no. 23), 2024 Print på alu-dibond, 60 x 60 cm
Tulipaner vokser i dele af verdenen … vildt. Men det er ikke sådan, vi kender dem. Vi kender dem fra supermarkedet, hvor de dukker op tidligere år for år som afskårne forårsbebudere. Mennesket og tulipanen har en lang relation fra de første kultiveringer under Det Byzantinske Rige, over tulipanmanien og den resulterende tulipanboble i Holland i det 16. århundrede, til vore dages industrialisering. Min rejse med tulipanen går tilbage til min barndom, hvor mine forældre købte hus med have, hvor det viste sig, at der fulgte rigtigt mange tulipaner med. Der var tulipaner i alle bede, men de stod hulter til bulter, hvad angår farver og sorter. Det var i hvert fald min mors opfattelse … Så jeg blev sat til at sætte farvet garn på blomstens stængel, så man stadig kunne se farven på blomsten, når planten afblomstrede og visnede væk. Min mors ambition var efterfølgende at grave løgene op og genplante dem efter farve. Det sidste skete aldrig … mit gæt er, at motivation og overskud ikke rakte. Udefra ligner jeg den kultiverede tulipan: Jeg kører i højre side af vejen og går i venstre. Når jeg er i bil, holder jeg altid for rødt lys … knap så entydigt, når jeg går og cykler 🙂 Men indeni er jeg et oprør: Jeg påskønner min ytringsfrihed, og jeg afskyr magtanvendelse og krig som kommunikationsform. Jeg påskønner tolerance, og jeg afskyr den stærkes ret. Jeg påskønner progression og udvikling … når det ikke sker på bekostning af alt det andet. Jeg tror på det skrøbelige …
RE-flower 32 (no. 9), 2024 Print på alu-dibond, 70 x 70 cm
Mit gennembrud som billedkunstner fik jeg i 1985 med en række ramme-billeder, hvor konceptet var, at rammen skulle være en del af billedet, at rammen skulle forholde sig til billedets øvrige motiv. og billedets afgrænsning inkluderede rammen. Det aktuelle værk er fra 1989, og derfor et af de allersidste ramme-billeder. Det er stort, 250 x 400 cm, og det må nærmest betegnes som en installation. Centerbilledet består af en genmaling på grå lastbilspresenning, hvor motivet stammer fra projektet LIGE fra 1988 (note 1). Rammen består af 10 murerspande og 3 murerkar, der ikke er monteret på væggen, men fastholdt af lange trælægter, der støtter på gulvet i den ene ende og inde i spandene i den anden ende. Værket er afbildet i bogen Red Herring, der udkom i 1990 (note 2).
Note 1: LIGE, 1989, ISBN 87-7483-226-3 Note 2: Red Herring, 1990, ISBN 87-7483-250-6
RE-late 2 (frame painting), 2023 Akryl og oliekridt på papir monteret på lærred, 50×50 cm
RE-late 2 serien vokser stadig … Alle mine serier, RE-flower og RE-late, afhænger af to faktorer: Uopdyrket land og landvindinger. Når landvindingen og det kendte bliver større end det uopdyrkede, det uafklarede og ukendte, forsvinder min lyst. Serien stopper. Serien RE-late 2 bliver tilsyneladende ved med at aflevere billeder … se tidligere posts. RE-late betyder, at Jan 2 forholder sig til Jan 1, men udover dette overordnede greb er der med den aktuelle serie, RE-late 2, dukket noget uventet op. Dels er RE-late 2 både i materialevalg og udtryk meget forskellig fra, hvad jeg har lavet de sidste 15 år. Dels kan jeg ikke kende mig selv. Når jeg ser på billederne, forekommer de fremmede … Med dette følger naturligt en usikkerhed … men jeg har besluttet mig: Usikkerhed er lækkert, og fremmed for eget billede er både motiverende og dragende.
Hvert værk i serien RE-late 2 relaterer til et iboende tidligere værk. Et tidligere værk, der kan være repræsenteret ved et enkelt element, en svag skygge eller bare et bagvedliggende layout, der ikke umiddelbart er synligt. Der er tale om små værker: Langt de fleste måler 50×50 cm, men der er også enkelte i format 40×40 cm. De er alle udført med akrylmaling og oliepastel på papir, der efterfølgende er monteret på lærred og blindramme.
RE-late 2 (Invert), 2023 Akryl og oliekridt, monteret på lærred, 50 x 50 cm
RE-late 2 (The Man …), 2023 Akryl og oliekridt, monteret på lærred, 50 x 50 cm
RE-late 2 (Sweather), 2023 Akryl og oliekridt, monteret på lærred, 50 x 50 cm
Det er en smuk dag … og du skal hen til en, du holder af. På vejen plukker du blomster. En buket. Du har plukket en buket til den, du holder af. Det er den smukkeste buket. Men nu ændrer alting sig … Alting tager til. Du er alting, og du har svært ved at beskytte din buket. Du snubler og lander på buketten. Der er noget, der gør ondt. Dagen er nu en anden … det er ikke længere en smuk dag. Det er heller ikke længere den smukkeste buket. Men det er stadig den smukkeste tanke.
RE-flower 29 (no. 5), 2023 Print på alu-dibond, 100 x 100 cm
Jeg har et billede fra Gaza … der foregår noget på overfladen, men ligeså meget under: Under overfladen er der en labyrint af gange og tunneller. Dette billede har jeg overført på mig selv. Jeg har under overfladen gravet gange og tunneller med min kunst. … gange som er relaterede, og som jeg kan bevæge mig i. Der er centrale gange, hvor jeg kommer ofte, og der er gange, der ender blindt … ja, nogle af den er så korte, at man knap kan kalde det en gang. Steder jeg har været, men ikke længere kommer. Sådan var det med serien RE-late 2 … lige indtil en dag, hvor jeg var på vej forbi, men så alligevel stoppede op. Der står jeg stadig … og jeg har nu gravet den gang, der ikke var noget anseeligt, dybere. Og måske har jeg dér fundet noget. Jeg er der i hvert fald stadig … og jeg har brug for hjælp. Jeg sender dig i første omgang fotogengivelser af 12 værker. Men jeg tror billederne skal ses … det er længe siden, jeg har oplevet, at en fotografisk gengivelse ikke afgørende kan rumme, det der er fotograferet.
Min ambition med denne serie er tosporet: Dels ønsker jeg at aktivere egne tidligere værker, som jeg stadig holder af, og som derfor stadig bor i mig … en slags generationsarbejde … og deraf seriens titel RE-late. Dels ønsker jeg at forfølge, om det er muligt at blomstre igen … om det er muligt for mig kunstnerisk at nå på omdrejningshøjde med, hvor jeg var engang. I den sammenhæng er RE-late en udløber af mit mangeårige projekt RE-flower. Hvert værk i serien RE-late 2 relaterer til et iboende tidligere værk. Et tidligere værk, der kan være repræsenteret ved et enkelt element, en svag skygge eller bare et bagvedliggende layout, der ikke umiddelbart er synligt.
Jeg vågner med lyset … hilser på hunden og spiser morgenmad. Herefter tjekker jeg mails og nyder en kop kaffe. Vi er i oktober, men det er stadig lunt nok til at kunne sidde ude. Netaviserne scannes: De største historier synes at være gårsdagens skybrud på tværs af Jylland, statsministerens tale om danskernes arbejdsmoral, og at et flertal i Repræsentanternes Hus i USA har væltet deres formand. Og endelig: Hvis du har aktier i det nordiske flyselskab SAS, er de nu værdiløse … Herefter skalerer jeg alle billeder i min nye serie, RE-flower 28, uploader til nettet og trykker ”Publish”.
RE-flower 28 (no. 5), 2023 Print på alu-dibond, 60 x 60 cm
janskovgard 