For en del år siden erhvervede jeg en trompetblomst, også kaldet engletrompet. Den var så gammel, at den var blevet til et træ. Den tidligere ejer var træt af at slæbe den ud og ind, da den ikke tåler frost. Den gror normalt under mere sydlige himmelstrøg, – jeg har set den i Grækenland, mens Wikipedia siger, den stammer fra Sydamerika.
Hvert efterår styner jeg moderplanten for årets nye skud, der kommer i en spand med vand, og når foråret kommer, har skuddene fået lange hvide rødder, og de kan derefter plantes ud. På den måde har jeg fået generationer af trompetblomster.
Får planten rigeligt med vand, kvitterer den med store gule blomster, der afløser hinanden henover hele sommeren og langt ind i efteråret. Blomsten dufter dejligt. Bladene er grønne, og de kan blive meget store.
Men nu og da sker det, at et blad ændrer farve … fra grønt til gult. En smuk gul. Når det gule blad giver slip og falder ned … samler jeg det op.
I denne serie har jeg brugt trompetblomstens gule blad som lærred. Jeg maler og tegner, hvor jeg lægger ud med at følge bladets tegning … som måske afløses af en mere fri leg 🙂
Rød, blå og grøn.

Print på papir, 40 x 40 cm
Link til flere billeder fra serien RE-flower 22: https://www.janskovgard.dk/wordpress/?cat=78
Link to this text in English: https://janskovgard.dk/pdf/reflower22.pdf